Theatre Royal Drury Lane Baggrund

Theatre Royal på Catherine Street har huset fire teatre siden 1663, og har haft en spændende fortid, der inkluderer utallige transformeringer, nedbrændinger og katastrofer. Heldigvis er brandsikkerhedsforanstaltningerne blevet noget bedre siden datidens London og bygningen, der figurerer på listen over bygninger af særlig arkitektonisk eller historisk art, står nu som et monument for Londons teaterlivs lange levetid og er vært for nogle af byens mest populære og mest elskede musicals og skuespil.

De tidligere teaterbygninger lagde oftest hus til melodramaer, operaer og pantomimestykker og var dengang som i dag, kendte for deres komplicerede og ekstravagante iscenesættelser. Dette var et af de første teatre i London, der anvendte særlige scenemaskineri, der enten svævede eller på anden måde flyttede kulisser omkring uden manuel hjælp.

Tidligt i 1700-tallet satte teateret startskuddet for Joseph Grimaldis karriere, en klov fra Regency-perioden, hvis spøgelse siges at hjemsøge Theatre Royal Drury Lane den dag i dag, hvor det driller både publikum og skuespillere.

Den bygning vi kender i dag, blev bygget i 1811, efter ildebrande havde ødelagt de to forrige teaterbygninger på stedet, og åbnede igen et år senere med en produktion af Hamlet. Andre bemærkelsesværdige, tidlige forestillinger inkluderede en produktion af Cataract of the Ganges i 1823, der krævede en kompliceret finale med flugt på levende heste og ægte ildeffekter på scenen. Det må siges at være noget af en risiko at tage, når man tænker på, at stedet tidligere var brændt ned to gange!

Fra midten til slutningen af 1800-tallet oplevede man en stigning i populariteten af engelske og italienske operaer herunder The Maid of Artois, Maritana, forestillinger af Carl Rosa Opera Company og en succesfuld serie af skuespil blandt andre The Shaugraun. Produktioner med ekstremt store budgetter forsatte op gennem det 20.ende århundrede, hvor stykket The Whip involverede et afsporet tog, der udstødte ægte damp og 12 levende heste, der blev sluppet fri på scenen. Tilsvarende overdådigt var Noel Cowards skuespil fra 1931, Cavalcade, der havde en rollebesætning og et mandskab på mere end 300 personer, hvilket er helt utænkeligt i dag.

Under Anden Verdenskrig blev teateret hjemsted for Entertainments National Service Association og pådrog sig mindre skader fra bombeangreb, men det genåbnede efter en kort pause i 1946 med en opsætning af Pacific 1860. I efterkrigstidens trange kår ønskede befolkningen i højere grad morskab og pjank frem for de mere seriøse stykker, og Theatre Royal Drury Lane blev nu hjemsted for en bred vifte af musicals. De mest besøgte var Rodgers and Hammerstein-forestillinger, der startede med Oklahoma! i 1946, South Pacific i 1951 og Kongen og jeg i 1953.

Musicalen My Fair Lady kørte på teateret i fem år fra 1958 og det same gjorde 42nd Street fra 1984. Teateret første, store, moderne succes var imidlertid Cameron Mackintoshs opsætning af Miss Saigon, der kørte i svimlende 10 år fra 1989.

De seneste års forestillinger på teateret inkluderer genopsætningen i 2004 af The Producers, den meget dyre fiaskomusicalversion af Ringenes Herre i 2007, Lionel Barts Oliver! i 2009, Shrek the Musical i 2011 og en helt fantastisk ny musicalversion af Roald Dahl børnebogsklassiker Charlie and the Chocolate Factory (Charlie og chokoladefabrikken), der havde premiere i juni 2013.